D:

Lærerinderne skal have en uddannelse for at arbejde i Hoa Thuy Tien børnehave. De skal  minimum have taget college uddannelsen som tager 2 år ellers skal de have færdiggjort universitetet, hvilket tager 4 år. Hvis man kun har collegeuddannelsen på 2 år, kan man udvide den ved at læse videre i halvandet år. Hvis man har taget universitetsuddannelsen på 4 år får man, udover sin løn fra børnehaven et tilskud fra staten.

For at få job i børnehaven skal man først igennem en prøvetid, som man betaler for. Hvis man kommer i betragtning til en fast stilling efter prøveperioden, skal man betale et endnu engang for at få jobbet.

At være lærerinde i børnehaven, kan bedst sammenlignes med at være en blanding mellem en pædagog og en lærer i Danmark. I børnehaven er der undervisning hele dagen fra børnene møder til de går hjem. Det er dog afbrudt af at børnene kan lege lidt med eksempelvis LEGO og udendørs imellem lektionerne.

Meget interessant har vi fået oplysninger om lønningerne for en ansat i børnehaven. Det første år starter man på 4 millioner VND (1040 DKK).  Så stiger man gradvist afhængigt af hvor længe man har været der. Vi fik afvide at en lærer der har den 4 årige universtitets uddannelse og 8 års erfaring i børnhaven får omkring 8 millioner VND (2080 DKK).

Undervisningen foregår ved at børnene sætter sig ned på gulvet om morgnen efter de har udført dagens morgen gymnastik, som er de samme sange og øvelser hver dag. Lærerinderne beder børnene om at sætte sig ned på gulvet og de sætter sig på deres faste pladser hver dag.

Dagens første aktivitet kan foreksempel være stave og udtalelses øvelser. Lærerinderne og børnene hjælpes ad med at sætte stole og borde op og halvdelen af klassen går ud af lokalet for at lave noget andet imens, det kan eksempelvis være computerundervisning.

Børnene sætter sig på stolene, og får hver 4 kort hvor der er ord med to bogstaver på hver kort. Lærerinderne siger så en lyd som et af ordene på kortene skal udtales, så bliver der sagt ”1,2,3” og alle børnene skal så vende det rigtige kort om. Det bliver repeteret en masse gange, så børnene kan det udenad. Efter ca. en halv time bliver der byttet hold så dem som er i computerrummet kommer op og har staveøvelser og omvendt.

Lærerinderne bruger som regel meget tid på at forklare hver gang der skal en ny aktivitet i gang, så børnene forstår hvad det er de skal lave. Der kan dog tit være nogle børn som sidder længe efter de skulle være gået i gang og bare kigger på papiret og ikke ser ud som om de ved hvad de skal gøre.

I disse situationer kommer der sjældent en lærer over til de børn som bare sidder og kigger. Det er først når alle børn er ved at være færdige og kommer op til lærerinden og får rettet deres opgave, at lærerinderne kommer ned til de børn som ikke kan finde ud af det. Når lærerinderne kommer ned for at hjælpe, er de gode til at forklare børnene hvad de skal gøre og hvorfor. De giver sig også god tid til at forklare det til den enkelte, ved at vise hvordan man skal gøre i opgaven og hvorfor.

Det skal dog siges at det sjældent er nogle lange opgaver, så det tager ikke så lang tid at forklare det grundigt til den enkelte. Det kan være svært for lærerinden at skulle give sig lang tid til det enkelte barn, da det er en stor børnegruppe og der sjældent er sat mere end en halv time af til aktiviteten, så lærerinderne bliver nød til at skære alle over en kam og ikke tage for mange individuelle hensyn.

I børnehaven bliver læring prioriteret højt mens leg bliver prioriteret lavere. Der er sat rigtig meget tid af til læring hver eneste dag mens der ikke er sat særlig meget tid af til at lege i forhold til i Danmark. Det sker da at læringen bliver blandet med leg i nogle aktiviteter som eksempelvis Kung Fu hvor der også er plads til fjollerier.

Når børnene får lov til at lege indendørs eller udendørs at det altid bestemt på forhånd hvad de må lege med. Når de kommer om morgnen er det altid LEGO de leger med og der bliver ikke taget andet frem. Hvis de er udendørs bliver der taget nogle legeting med ned som de så kan vælge imellem.

Lærerinderne deltager næsten aldrig selv i legen, men står mest og kigger på. Det kan have noget at gøre med at det er svært at holde styr på så mange børn, hvis man selv deltager i en leg. Vi har dog lokket dem til at deltage i fodbold nogle gange, hvor de var glade og så udtil at hygge sig.

Når vi er idenfor sidder lærerinderne tit og forbereder forskellige ting og har derfor ikke tid til at deltage. Os og de studerende fra Vietnam er næsten altid med når der er fri leg både indendørs og udendørs. Set fra vores kultur er det jo meget vigtigt at lege med børnene, og de elsker jo at når de voksne gider lege med dem.

The Specialcenter

Vi har efter eget ønske fået lov til at besøge Specialcenteret som ligger lige ved siden af vores børnehave.

Institutionen tager vare på børn med specielle behov i alderen 2 – 5 år. Disse børn har diagnoser eller er på vej til at få stillet en diagnose som f.eks. autisme, ADHD, adfærdsproblemer osv. Der arbejdes ikke ligesom i Danmark, med psykologer på stedet som kan stille en diagnose. Det er op til forældrene selv at tage ansvar for at deres barn får stillet en diagnose og kommer på specialcenteret, hvis de har penge til det.

Der er 14 lærerinder ansat på stedet, som arbejder på forskellige etager. På 1. etage er der 12 børn som er på stedet hele dagen altså fra 8:00 til klokken 17:00. På 2. etage kommer der børn som har ikke lige så store vanskeligheder, og som kun har behov for nogle timers støtte undervisning om dagen. Resten af dagen er børnene på 2. etage i ”normale” institutioner. De kommer to gange om dagen, om morgnen og om eftermiddagen.

Lærerinderne på specialcentret gør meget ud af at børnene skal indsluses i normale børnehaver igen efter de har været på specielcentret i mellem 5 – 24 måneder, alt efter individuelle behov.

Ifølge loven må skolerne gerne sige nej til børn med specielle behov, så det kan derfor være svært at få børnene tilbage i skolesystemet, hvis skolerne sorterer dem fra. For at gøre børnene klar til det normale institutions liv starter de med at undervise børnene individuelt. Så begynder man at tage små skridt henimod at undervise flere børn på en gang fordi man håber på den måde at kunne sluse dem ind i det ”normale” institutions system.

Mange af børnene kommer langvejs fra for at være på specielcentret, og nogle børn rejser 40 kilometer hver dag. Derudover er der nogle af børnene som bor hos deres bedsteforældre i Hanoi i hverdagene og kun tager hjem til deres forældre i weekenderne.

Det er forældrene selv som skal betale for en speciallærer, og det koster omkring 2.000.000 VND(ca. 550 DKK) pr. Måned, hvilket langt fra alle forældre har råd til.

Man har på specialcentret lavet en ordning der har hjulpet forældrene til at splitte udgifterne så det bliver 1.000.000 VND(ca. 225 DKK) for hvert forældrepar, så to børn deler en speciallærerinde. En anden løsning for at hjælpe de fattige familier er at sætte et rigt og fattigt forældrepar sammen, det bliver så det rige forældrepar som betaler for speciellæreren, men hun dækker to børn ligesom den første model.

Undervisningen på specialcentret er den samme som i vores børnehave, hvor der både er matematik, kunst, musik osv. På skemaet. Lærerinderne gør det bare mere individuelt og tilpasset til hvert enkelt barn. Ligesom i Danmark kan man hvis børnene ikke er skoleklar, lade dem starte i skole som 7 årige i stedet for som 6 årige. Lærerinderne skal for at arbejde på stedet, have en normal læreruddannelse og derudover et kursus i børnenes specielle behov.

Specialcentrets leder kæmper meget for at hjælpe børn med autisme, og har ca. 800 forældre tilknyttet som hun rådgiver og vejleder. Hun mener selv at der er mange flere børn som har autisme i Vietnam, men som dog ikke har fået stillet diagnosen på grund af uvidenhed.

En ting som vi har undret os meget over var at inspektøren havde et fjernsyn, hvor hun kunne kigge med i hvad der skete i alle rum hele tiden fra sit kontor. Det var lidt underligt, så vi undlod at spørge ind til det.

Da vi havde interviewet inspektøren, foregik det sammen med en lærerinde fra England, som har arbejdet der siden november 2010. Under interviewet stillede hun meget nærgående spørgsmål til vores lærerind fra børnehaven. Den engelske lærerinde ville meget gerne have at der kom flere børn fra deres institution over i børnehaven.

Det lød ikke som om at inspektøren fra vores børnehave havde nogle interesse i det. Vi har fået afvide der er en slags politik i børnehaven om, man kun har 1 special barn pr. Klasse.

Vi gik derover alene senere for at tage nogle billeder af stedet, da det ikke kunne lade sig gøre da vi var der og lave interviewet. Der påpegede den engelske lærerinde igen at vi skulle prøve at gøre en indsats for, specialcenteret kunne få flere børn over i vores børnehave.

Vi tænker at det ville kunne svække deres gode ry som en af Hanoi’s bedste børnehaver. Ligeledes kunne man sagtens frygte, at nogle af de velhavende forældre ville flytte deres børn til en anden børnehave, hvis der kom for mange specialbørn.